Irland søger inspiration i Danmark til udvikling af deres sundhedsvæsen

Irland henter inspiration til arbejdet med sundhedsinnovation og telemedicin i Region Syddanmark

Forside> Irland søger inspiration i Danmark til udvikling af deres sundhedsvæsen
13-06-2018

Det danske sundhedsvæsen inspirerer i udlandet

Projektchef i Colab Plug&Play Katrine Vedel deltog i ”Future Health Summit” i Dublin, Irland, hvor hun fortalte om hvordan Danmark og Region Syddanmark arbejder med sundhedsinnovation og telemedicin.

Katrine Vedel var inviteret af den danske ambassade i Irland. Konferencen ”Future Health Summit” er en årlig tilbagevendende international konference, som afholdes i Dublin.

Konference tiltrak mere end 1500 deltagere, som med en række forskellige spor og workshops fik opdateret viden om årets konference-tema ”Collaboration is key to excellence in healthcare”.

Baggrunden for ”Future Health Summit” er, at Irland er i gang med at udvikle og innovere sundhedsvæsenet og derfor har brug for inspiration. Katrine Vedel forklarer,

- Man er ikke så langt som vi er i Danmark endnu, så der var stor interesse for at høre om de syddanske erfaringer og projekter. Og flere af tilhørerne gav efterfølgende udtryk for, at det havde været inspirerende, og at de nu ville prøve at igangsætte lignende projekter og initiativer selv.